Vil du have et studiejob, hvor du både kan fodre en abe, fortælle om en løve og få børn til at grine og blive klogere på naturen - og så tilmed på samme vagt?
Så skal du måske være en af vores nye ZOO-guider!
I Odense ZOO leder vi efter dig, der har mod på at hoppe i ZOO-tøjet og give både børn og voksne vilde, lærerige og uforglemmelige oplevelser i dyrenes verden.
Du bliver en del af et team af andre studerende, der brænder for formidling og elsker at nørde dyr - uanset om de har pels, skæl eller fjer.
Hvad går jobbet ud på?Du kommer til at være midt i det hele - både i vores undervisningslokale og ude blandt giraffer, søløver og slanger. Du holder speaks, står for fodringer, laver rundvisninger, guider børnefødselsdage og planlægger aktiviteter for overnattende skoleklasser og børn i ZOOskole.
Kort sagt: Du bliver et levende bindeled mellem dyr og gæster, og vi lærer dig selvfølgelig det hele hen ad vejen.
Vi forestiller os, at du:
- læser fx biologi, pædagogik, journalistik eller til lærer; det vigtigste er, at du har interesse for dyr og natur og lysten og energien til at formidle om den.
- elsker at fortælle historier og formidle viden, især til børn.
- er åben og nysgerrig og ikke bleg for at tage mikrofonen i hånden og snakke til en flok fremmede.
- har mod på at lære og kan tage ansvar - også når solen bager, og børnene har sukker i blodet.
- gerne har nogle år tilbage på studiet, for vi håber nemlig, du har lyst til at blive hængende lidt.
- har kørekort, så du kan køre både elvogne og ZOO-tog.
Arbejdstider:
- Weekender, helligdage og skoleferier. Typisk i løbet af dagen i starten, men når du bliver lært op, venter der også camps og rundvisninger om aftenen.
Vi tilbyder:
- Et fleksibelt studiejob, hvor du lærer vanvittigt meget om både dyr, formidling og mennesker.
- Et stærkt fællesskab med andre studerende, der også synes, det er fedt at kunne forklare, hvorfor en giraf næsten aldrig nyser.
- Grundig oplæring i foråret, inden du er klar til at stå på egne ben i sommerferien.
Sådan ansøger du:Lyder det som noget for dig? Så lav en kort video på op til et minut, hvor du fortæller om din kat, en bamse, din tandbørste eller den nye sofapude - kort sagt er emnet underordnet. Vi vil gerne se dig fortælle.
Videoen uploader du på fx YouTube, Vimeo eller en lignende platform, og så sender du os linket sammen med dit CV. Den klassiske ansøgning behøver du ikke bruge tid på.
Alt det praktiske
- Ansøgningsfrist: 22. februar
- Samtaler: Uge 10
- Spørgsmål? Så kontakt Danni Larsen, leder af formidlingsafdelingen, på dla@odensezoo.dk / 2981 0152
Vi modtager kun CV og videolink via siden her.